Status over Superligaens 1. runde
Så fik vi endelig gang i Superligaen, efter en lang pause, så det er tid til en lille status efter 1. runde. Der var da nogle gode kampe, men der var specielt to hold som skuffede mig fælt, nemlig FCK og AaB, som ikke spillede op til niveau. Brøndby skuffede også en smule, men de var oppe mod et stærkt FCM mandskab.
Superligaens 1. runde startede med kampen mellem FCN og FCV. Den kamp havde jeg ikke ventet mig meget af, men det blev en af rundens bedste kampe. den endte med en sejr til FCN på 3-2, efter at FCV eller havde været foran med 2-0. Rasmus Festersen bragte FCV foran i det 19. minut. Runje lavede selvmål i det 29. minut. I det 37. minut brændte Aabech et straffespark, men i det 39. minut reducerede han til 1-2. Uffe Bech udlignede i det 77. minut. Samme Bech gjorde det til 3-2 i det 87. minut. FCN spillede en god kamp, og det ser ud til at de har fået løst deres angrebsproblem, men spørgsmålet er, hvor længe de får lov at beholde den unge Uffe Bech, for han må være interessant for mange større klubber. Der hvor FCN har problemer, er atter i forsvaret, som stod dårligt. Målmand David Jensen, virkede temmelig usikker, men han er stadig ung, og man skalk have tålmodighed med unge målmænd, som ofte har nogle dårlige kampe. FCN viste høj moral, og vendte 0-2 til 3-2. FCN møder FCK i ude næste runde. FCV glemte at en kamp har lidt over 90 minutter. De spillede en flot 1. halvleg, men faldt i søvn i 2. halvleg, hvor forsvaret stod stille, men ikke kun forsvaret. Håber at de kan glemme katastrofetræneren Ove P, og i stedet spille det positive fodbold de prøvede på i noget af kampen. Hvis de kan spille det gennem en hel kamp, så kan vi forvente noget stort af FCV. FCV møder OB hjemme i næste runde.
Lørdagens kamp var mellem SønderjyskE og AaB. Den endte 0-0, og var noget af en langgaber, så det er ikke alverden jeg gider skrive om denne kamp, og holdene, for de skulle skamme sig. AaB var heldige med at få point med hjem til Aalborg, for de spillede en skidt kamp, som ikke var en mester værdig. SønderjyskE var nu heller ikke imponerende, og kommer sikkert igen til at spille om overlevelse, men viste enkelte gode takter. SønderjyskE møder Esbjerg ude i næste runde. AaB skal hjem på træningsbanen, for de mangler en del. Helenius var tilbage i AaB trøjen. Han blev indskiftet i 2. halvleg, men nåede ikke at gøre det store indtryk, men det skal nok komme, for han er en dygtig spiller, med de forkerte rådgivere, som så mange andre angribere. AaB møder i næste runde FCM hjemme.
Søndagens første kamp var mellem OB og oprykkerne fra Hobro. Den endte noget overraskende med en 2-1 sejr til Hobro. Mads Hvilsom bragte Hobro foran med 1-0 i det 9. minut. Kasper Larsen udlignede i det 79. minut, mens Hvilsom gjorde det til 2-1 i det 85. minut. OB får problemer i denne sæson. De har mistet en del spillere, og har ikke købt godt nok ind. Problemet er at OB har en stram økonomi, og derfor ikke kan hente spillere fra øverste hylde. Det er helt klart at de mangler en decideret angriber. Forstår ikke at de ikke lavede en permanent aftale med Abdellaoue, men han var måske for dyr. Han lavede 9 mål for OB, hvilket selvfølgelig ikke er imponerende. Det har været på tale at hente Dalgaard, men ham er Viborg ikke meget for at slippe, hvilket der ikke er noget at sige til. OB havde meget spil, men fik det ikke spredt godt nok. de prøvede for meget gennem midten, hvor der stod en mur af Hobro spillere. OB kan nemt ende i bunden og rykke ned, hvis klubben ikke reagerer. OB møder FCV ude i næste runde, og kan også nemt tabe denne kamp, med mindre der sker mirakler. Hobro overraskede mig, og kæmpede som besatte. De har gjort et kup ved at hente Antipas. Han var med i det afgørende mål, og kan blive en vigtig spiller for Hobro. Hvilsom på 21, bliver nok heller ikke længe i Hobro, hvis han bliver ved med at score mange mål. Hobro har ikke ingen stjerner på holdet eller dyre spillere, men er et godt sammentømret mandskab, hvor alle arbejder for alle. Jeg tvivler dog på at det er nok til at overleve i Superligaen, men det bliver vi klogere på om et par måneder. Hobro møder Randers ude i næste runde.
Søndagens anden kamp var mellem oprykkerne fra Silkeborg og FCK. Den endte 0-0. Silkeborg var under pres det meste af kampen, men fik dog mere og mere styr på spillet, og spillede en fornuftig kamp. FCK har helt bestemt dommertække, da Per Nillson burde havde været udvist, da han i det 17. minut lavede en nødbremse. Silkeborg fik et mål annulleret i det 68. minut, hvilket var en tvivlsom kendelse, men denne kendelse kunne bedre forsvares, da Stephan Andersen blev holdt i armen. Silkeborg får det mere end svært i denne sæson, og må være en af kandidaterne til nedrykning, men det skal siges de har en spændende trup, som måske kan gå hen og overraske os alle. Silkeborg møder Brøndby ude i næste runde. FCK har brugt i omegnen af 80 millioner på nye spillere, men det var ikke til at se. De spiller stadig for langsomt. Cornelius viser kun i glimt sit store talent. Jeg håber snart han får scoret, for han mangler selvtillid. Det øvrige FCK hold var en stor skuffelse, og den ellers så gode Stephan Andersen virker alt andet end sikker. Det tager selvfølgelig tid at få så mange nye spillere spillet sammen, og når de er det, så bliver FCK uhyggelige, men det sikkert først i forårssæsonen eller sidst i efteråret. FCK møder <FC Nordsjælland hjemme i næste runde, og det kan såmænd blive svært nok.
Søndagens sidste kamp blev det forventede topbrag, som FCM fortjent vandt med 3-1. Hassan bragte FCM foran i det 39. minut. Duncan gjorde det til 2-0 i det 64. minut. Makienok reducerede i det 68. minut, og skabte lidt spænding. Den udeblev, da Onuachu scorede til 3-1 i det 86. minut. FCM spillede en flot kamp, og må atter være at finde i top tre ved sæsonens slutning. Hele holdet fungerede godt, også målmand Haugaard gjorde et godt og sikkert indtryk. FCM bliver atter spændende atter spændende at følge, for de spiller en gang positiv fodbold, og gør det sjovt at være tilskuer. Det kunne være man skulle tage en tur til Herning en skønne dag. Jeg håber at FCM kan gære det lidt bedre i denne sæson. FCM møder AaB ude i næste runde. Brøndby skuffede mig fælt, for jeg troede de var bedre, men de savnede kvalitet deres spil. De havde ikke meget at byde på, dog viste Makienok at han er i fin form, og var Brøndbys bedste spiller. Han bliver sikkert snart solgt. Elmander var ikke med, da han af personlige grunde måtte haste til Sverige. Ham får de sikkert en del glæde af. Brøndby kan dog revanchere sig mod Silkeborg, som de burde kunne blæse ud af banen. Brøndby skal øve sig i indlæg, for de var ikke gode. De havde ellers en del muligheder i kampen. Nå, men det var den første kamp, og det skal nok blive bedre. Jeg regner stadig med at Brøndby kommer til at spille med om mesterskabet. De har en dygtig træner, og en god trup.
Her til aften mødtes Esbjerg og Randers. Den kamp vandt Randers noget ufortjent 1-0, på et mål af Lundberg i det 54. minut. Randers skabte ikke det helt store, men stod godt i defensiven, Esbjerg havde masser af spil, men kunne ikke få bolden i kassen. Esbjerg virkede trætte i 2. halvleg, og ukoncentrerede. De havde sikkert torsdagens kval kamp i tankerne. Esbjerg spillede såmænd ganske pænt, men manglede skarpheden foran mål, og fik ikke skabt nok chancer. Den skal være til stede i torsdagens kval kamp, for ellers er det farvel til EL, hvilket måske ville være godt for Esbjerg, så de kan koncentrere om Superligaen. Esbjerg møder SønderjyskE i næste runde. Randers havde ikke meget at byde på, udover en stærk defensiv. Der skal fyldes mere på, for ellers havner de i bunden af Superligaen. Det skal dog med i ligningen, at Randers havde lidt skader på centrale pladser. Håber de viser lidt bedre spil i de kommende kampe ellers bliver de kedelige at kigge på. Randers møder Hobro hjemme, et ægte lokalopgør.
Der blev scoret 12 mål, hvilket giver et snit på 2 mål pr. kamp, hvilket ikke er noget at prale af. vi skal helst have et snit på 3.
Rundens skuffelser, for der var flere. AaB spillede en elendig kamp. FCK var ikke meget bedre, og Brøndby havde jeg også ventet meget mere af, men de var oppe mod overmagten.
Rundens overraskelser er helt klart begge oprykkere. Flot at Hobro vandt over OB, og Silkeborg fik 0-0 mod FCK. Silkeborg burde dog have vundet kampen.
Rundens sæbehandske går til Toppel fra OB, som burde have haft Hvilsoms første scoring.
Rundes hold 4-4-2
Haugaard – Laursen, Flinta, Agesen, Bengtsson – Falk, Uzochukwu, Poulsen, Hassan – Bech, Hvilsom
Kommentarer
Status over Superligaens 1. runde — Ingen kommentarer
HTML tags allowed in your comment: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>