Status over Superligaens 19. runde
Så er det tid til en lille status over Superligaens 19. runde, for der kom en kæmpe overraskelse, og en stor overraskelse i denne runde,
Den første kamp i Superligaens 19. runde var mellem FCV og SønderjyskE. Den vandt SønderjyskE med 1-0 på et mål af Bjørn Paulsen i det 17. minut. FCV havde ikke meget at byde på, de spiller som det bundhold de er. De havde 4 skud på mål, og det på hjemmebane. De ligner mere om mere en nedrykker, og skal passe på de ikke ender sidst i Superligaen, nu hvor Silkeborg rører på sig. Der er blevet hentet nye spillere, men de gør ikke meget væsen af sig. Nu tager det også lidt tid, inden nye er spillet ind på holdet. FCV ligger nummer 11 med 15 point, og har nu 7 point op til den rigtige side af stregen. FCV møder OB hjemme i næste runde. SønderjyskE spillede en god kamp, og de kan begynde at kigge op – de plejer ellers at skulle kigge ned. De skabte faktisk kampen, og vandt fortjent, men skulle nok have scoret et par mål mere. De havde 7 skud på mål, men FCV har en god målmand. Jeg har ellers været meget efter sønderjyderne, da de har spillet for defensivt, men spillet er klart blevet bedre, og det er jo dejligt. Det eneste jeg mangler er nogle flere mål, men det er et generelt problem i hele Europa. SønderjyskE ligger nummer 6 med 26 point, og møder i næste runde FCN ude, og her kan de passende snuppe en sejr mere.
Lørdagens kamp i Superligaens 19. runde var mellem Hobro og FCN. Den endte med en Hobro sejr på 1-0. Målscorer var Egholm i det 2. minut. Det var ikke en kamp med de helt store målchancer. Hobro havde bolden 39 5 af tiden, og havde 2 skud på kassen. Det ser ud til at de får en sæson mere i den bedste række, men så er det sikkert slut, med mindre der indføres bedre forhold for spillerne. Holdet kæmpede atter godt for hinanden, men de er for defensive, og den slags gider jeg ikke kigge på. Det er dog effektivt. De ligger nummer 8 med 24 point – 10 point mere burde være nok til en ny sæson. Hobro møder Silkeborg ude i næste runde. FCN havde bolden det meste af tiden, men brugte den ikke til noget fornuftigt. De havde tre skud på målet, og det var ikke de bedste skud. De savner også en god angriber. FCN skal til at passe på at de pludselig ikke kommer til at spille om nedrykning, for det kan nemt komme til at ske, hvis Silkeborg og FCV pludselig begynder at vinde lidt flere kampe, for det gør de sikkert. FCN skal møde SønderjyskE i næste runde, og det bliver heller ikke nogen nem kamp. FCN ligger nummer 7 med 25 point.
Søndagens først kamp var mellem Randers og Silkeborg. Her havde Randers allerede sat tre point ind på kontoen, men Silkeborg overraskede med at vinde med 2-1. Fætter Agger til 0-1 i det 30. minut. Fall til 1-1 i det 57. minut. Pedersen til 1-2 i det 72. minut. I slutfasen var Silkeborg nærmere 1-3 end Randers på 2-2. Randers havde bolden 55 % af tiden, og skabte mange chancer, men de var ikke gode venner med stolpen, de havde 6 skud på mål, og fik kun en i kassen. I det hele taget har offensivspillerne ikke været ret effektive på det sidste. De skal være mere koncentrerede, og se at få basket nogle bolde i kassen. Der skal skudtræning til, og ikke mindst mentaltræning. Randers er dog stadig med i toppen, men der skal ikke være for mange af den slags brølere, før de har de andre hold i hælene. Heldigt for Randers at både BIF og FCK tabte. Randes ligger nummer 3 med 34 point. De møder AaB ude i næste runde. Silkeborg fik endelig deres første sejr, men mon ikke den kommer for sent, men de andre hold skal passe på med at undervurdere dem, for så kommer de i vanskeligheder ligesom Randers. Det var ikke med flot spil at Silkeborg vandt, men hårdt slid, og en betondefensiv, og den slags bryder jeg mig ikke om, så godt de rykker ned. De havde 5 skud på mål, og scorede to gange. De havde chancer til mere, men der er absolut ingen skarphed i Silkeborgs offensiv. Silkeborg ligger stadig sidst med 7 point. De møder Hobro hjemme.
Søndagens anden kamp var mellem OB og FCK. Den endte med en sejr til OB på 1-0, på et selvmål af Zanka i det 84. minut. Han fik dog hjælp af S. Andersen, der atter var usikker. Ikke så mærkeligt at han i Spanien fik tilnavnet ”smør-handske”. OB spillede ikke nogen god kamp, men blev da noteret for 4 skud på mål og et forbi. FCK ramte målet tre gange, og skød 8 forbi. OB havde bolden 43 % af tiden, men brugte den ikke til noget fornuftigt. Hvis du ikke kunne komme med bussen i Odense, var det fordi at Ove P i nattens mulm og mørke, havde stjålet et par stykker, opg parkeret dem foran målet, og smidt nøglen væk. Det var ikke noget kønt syn i Odense, men såadan spiller Ove P – ikke noget jeg gider se på. Det gav dog tre point, så nu har OB 22 på 10. pladsen. De har en mega vigtig kamp mod FCV ude – en sejr der, og OB er næsten sikker på endnu en sæson i Superligaen. FCK skabte en del chancer, men kan ikke ramme målet. Jeg tror at Cornelius ville have godt af lidt tid på bænken, og på 2. holdet, så han kan få tanket lidt selvtillid. Manden kan jo ikke ramme en ladeport på en ½ meters afstand. Det er heller ikke meget bedre med de andre i offensiven. Ståle må finde på et eller andet, for de scorer ikke nok mål. De skaber nok chancer, men der er ingen skarphed. I sidste runde var det to fra forsvaret der scorede. FCK er dog stadig nummer to med 35 point. De møder Brøndby i næste runde, og kan nemt komme i problemer, hvis der ikke sker mirakler i angrebet.
Den mest omtalte kamp i Superligaens 19. runde, var opgøret mellem Brøndby og FCM. Den endte 1-1. Pusic bragte FCM foran i det 53. minut. Hasani udlignede i det 76. minut. Kampen bød på næsten alt, undtagen godt spil, for det egnede banen sig ikke til. Efter 10 minutter lignede den en pløjemark. Vi fik også en udvisning, som var helt ok. En strømafbrydelse, og en dommer i fokus. Dommer Kenn Hansen lagde en international linie, og det er de danske spillere ikke altid så glade for. Han gjorde det ok, for det var ikke en nem kamp at dømme. Brøndby spillede en udmærket kamp, men der var for meget sparkeri, og det fra begge mandskaber. Brøndby ligger nummer 5 med 28 point, og møder FCK ude i næste runde. Jeg håber at Parken er bedre at spille på end pløjemarken i Brøndby – den bane er en skandale. FCM er sikkert deyt bedste hold i Superligaen lige nu, og jeg håber at mesterskabet går til Herning. Jeg håber ikke de attter får gummi ben til sidst. De havde kun 2 skud på målet, og så er det jo meget godt at det ene går i mål, og det med skulderen. FCM ligger stadig nummer et med 44 point, og møder Esbjerg hjemme.
Den sidste kamp i Superligaens 19. runde, var kampen mellem Esbjerg og AaB. Den blev rundens bedste kamp, med masser af chancer, og et højt tempo på en god bane. AaB vandt med 3-1, hvilket ikke var ufortjent. Esbjerg kom foran med 1-0 på et selvmål af AaB målmand Nicolai Larsen. AK Jacobsen udlignede på et lækkert langskud i det 53. minut. Børsting scorede til 1-2 i det 58. minut, også på et langskud. Enevoldsen gjorde det til 1-3 i det 82. minut. Esbjerg havde bolden i 58 % af tiden, og havde 5 skud på kassen. Esbjerg stod højt med deres defensiv, men det var en skidt taktik mod de hurtige nordjyder, som burde have scoret flere mål. De trak sig lidt længere tilbage på banen i 2. halvleg, men blev alligevel fanget af omstillinger. Jeg tror at træner Frederiksen skal til at ændre lidt på taktikken, for bunden nærmer sig. De ligger nummer 9 med 23 point, og møder FCM ude i næste runde, og her kommer der nok heller ikke point på kontoen. AaB spillede en rimelig kamp, men burde have scoret flere mål, men tre er godkendt. Jönsson bliver en gevinst, hvis han ellers ikke bliver skadet igen. Han er en klassespiller, trist at hans fysik er så dårlig. Forsvaret stod godt, på trods af at Thelander var ude med karantæne. AaB kom med sejren op på 28 point, og er nummer 4. AaB møder i næste runde Randers hjemme.
Rundens skuffelse:
Der blev scoret 12 mål i Superligaens 19. runde, hvilket giver et snit på 2 mål pr. kamp, og det er atter for dårligt. JEG VIL HAVE FLERE MÅL.
Rundens overraskelse:
at Silkeborg vandt over Randers på udebane.
Rundens sæbehandske:
Der var to kandidater til den ærefulde tittel, og det er FCK målmand S. Andersen og AaB målmand N. Larsen. De var begge involveret i en scoring. Det mest kostbare var S. Andersens drop, for det var en af årsagerne til at FCK tabte med 1-0. Så ugens sæbehandske går til S. Andersen.
Rundens hold 4-4-2:
Skender – Thomsen, Sviatchenco, Agger, Auguststinsson – Falk, Andersson, Poulsen, Thomsen – Fætter Agger, Jönsson
Næste rundes kamp er opgøret mellem FCK og Brøndby. Et nederlag til Brøndby tror jeg får fatale følger for den sympatiske træner Frank, men det er vi klogere på om en uge.
Kommentarer
Status over Superligaens 19. runde — Ingen kommentarer
HTML tags allowed in your comment: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>