Ny nedtur for FCK
Den er helt gal med FCK, de spiller langsomt og uden gnist, så det var helt fortjent at de her til aften tabte til FCM med 1-0, på et glimrende mål af Petter Andersson i det 8. minut. En lang bold blev forlænget af Duncan til Andersson som lækkert løftede den over FCK keeperen. Der var ellers to FCK forsvarere bag bolden, men de mistimede deres indgriben. FCK prøvede med et fornuftigt pres, men uden rigtig at blive farlige.
At FCK der er i krise hersker der ingen tvivl om. De begynder den nye sæson som de sluttede den sidste, altså med rædselsfuldt spil. Hvad der er galt med dette dyre hold med de mange dygtige spillere vides ikke, men det er jo trænerens ansvar at sætte holdet op til kamp, så den gode Jacobs må se lidt på egne handlinger. Jeg kan nu heller ikke se meningen med indkøbet af den aldrende Mellberg, han har været en glimrende spiller, men han er just ikke en fremtidens spiller med sine 35 år. Det var nok mere midtbanen der burde forstærkes.
Nu skal vi ikke helt glemme FCM, for de viste de dyder der skal til for at vinde en fodboldkamp, de kæmpede og spillede som et hold. De har ikke de store stjerner, men en flok unge spillere der kan blive stjerner, og en yderst velspillende svensker i form af Petter Andersson, men alle skal roses.
Og stillingen i Superligaen…… FCM nummer 1. FCK uden point på sidstepladsen, med kun et scoret mål i to kampe, hmm stof til eftertanke……
