Min TV dag 14-3
Det er jo endelig weekend, så der er masser af fodbold at sove til. Der er også håndbold på DR1 fra kl. 18, hvor Kolding møder Zagreb på udebane. Det er den første af to 1/8.finaler fra Champions League. Det er aldrig nemt at spille på Balkan, hvor man også er oppe imod fanatiske tilskuere, og for det meste også dommerne. Det handler om ikke at tabe alt for stort, for Balkan holdene er for det meste ikke så gode på udebane.
Kl. 20 gensyn med ”Ørkenens sønner – En sang fra de varme lande”. Her er der garanti for lummer underholdning, og ikke mindst skønsang, hvor teksterne ikke er for de snerpede. Kl. 21 er der gensyn med Barnaby. Jones og Barnaby skal atter i arbejde, da en mand findes myrdet i en miniature by. Man skal altså ikke rejse til England, for der er godt nok mange mord. De bliver dog hurtigt opklaret. Der er også mange mord i Sverige. 22:35 er der gensyn med ”Wallander: Mordere uden ansigt” Da et ældre ægtepar bliver myrdet, skal Kurt på arbejde. Det sidste ord kvinden siger, lyder som ”Udlænding”. Det bliver lækket til pressen, og det får alvorlige følger.
TV2 sender kl. 20 ”Rundt på gulvet”, hvor en flok kendte skuespillere fjoller. Kl. 21 er der gensyn med ”Solkongen”, med Nikolaj Lie Kaas og Birthe Neumann. Tommy er noget genert. Han kommer i jobtræning hos en elektriker, han får til opgave at skifte rør i et solcenter. Der møder han Susse, den midaldrende chef. De bliver forelskede, og han bliver ansat i firmaet, men ikke alle er lige glade for det. 22:30 er der gensyn med den amerikanske eventyr/action film ”Thor”, med Chris Hemsworth og Natalie Portman. Tordenguden Thor har lavet ged i den, så han bliver smidt ud af Asgaard, og sendt ned på Jorden. Her skal han lære at leve sammen med mennesker. Her forelsker han sig i astrofysikeren Jane. Jorden bliver invaderet af halvbroderen, den lumske Loke. Så nu skal Thor have fat i sin hammer, ellers er han på den.
DR2 tema kigger på kæledyr fra kl. 20. Vi danskere bruger hvert år mere end 6 milliarder på vores kæledyr. Biologen Anders kigger nærmere på hvorfor. Mange har kæledyr, men behandler dem ikke godt, men andre behandler dem alt for godt. Der er nemlig også ved at opstå problemer med fede hunde. Man har det jo med at sige at hunden ligner deres ejer.
DR3 sender 20:45 klassikeren ”Footloose” med Kevin Bacon og Lori Singer. I den lille flække Bomont har den lokale præst forbudt dans. Det er ikke godt for Ren, der er flyttet til byen, for han er vild med at danse, og det er præstens rebelske datter Ariel også. 22:30 komedien ”Chaos Theory”, med Ryan Reynolds og Emily Mortimer. Effektivitetseksperten Frank planlægger sin dag meget grundigt, men en dag går det galt. Han prøver derfor bare at lade tingene ske.
DR K tager os med i det kongelige teater, hvor vi skal se ”Romeo og Julie”. Skuespillet blev skrevet i 1595, og man kan rolig sige at det stadig holder. Kærligheden ændre sig nemlig ikke så meget, og vi higer stadig efter den. Mange opnår aldrig den ægte kærlighed. Skuespillet handler om Romeo og Julie, der forelsker sig, men deres forhold er på forhånd dødsdømt, da der gennem mange år har været stridigheder mellem deres familier.
Charlie har tysk sødsuppe på programmet 19:10, hvor du kan se ”Krydstogtskibet – Bora Bora”. Denne gang stævner den stolte skude, og deres nye læge, mod Bora Bora. Den nye læge kommer straks i arbejde, da der ombord er en kræftsyg mand. Den syge er med ombord for at forsone sig med sin datter, der er tjener på skibet. Der sker sikkert også en del andre ting, og alle bliver glade til sidst. 20:55 ”10 jeg kan li’”, hvor det denne gang er Kaya Brüel der skal komme med de ti sange der har betydet mest for hende.
Kanal 4 viser kl. 21 komedien ”Tre mænd og en lille dame”, med Steve Guttenberg, Ted Danson og Tom Selleck. Den lille pige er nu blevet en lille dame, og hun har en stor plads i hjerterne på Peter, Michael og Jack. Pigens mor beslutter at gifte sig og flytte til England. Det mener de tre gutter er en skidt idé, så nu skal der handles. En sød og sjov lille film.
Canal 9 sender fra midnat tre afsnit af ”Monty Pythons flyvende cirkus” fra midnat, det er efterhånden gammelt, men det holder helt sikkert.
DR1 glimrer atter med kun genudsendelser, mens TV2 i det mindste har noget nyt kl. 20. Det er nu ikke noget jeg gider se, men det skulle være noget underholdning, af en eller anden slags. Her står den sikkert på DR3, som har lidt guf at byde på. Der er et par gode film, men ellers kan vi gå i det kongelige teater, og se en forestilling med DR K. De har også lidt gensyn med lidt film, som er rimelige, hvis du ikke har set dem.
Kommentarer
Min TV dag 14-3 — Ingen kommentarer
HTML tags allowed in your comment: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>