Dagens fodbold 5-4
Dagens fodbold kigger nærmere på to kampe fra den danske Superliga. Der er også en kamp fra den danske 1. division, men de kampe jeg har set for nyligt, har været spild af tid. For mange hold har glemt begrebet offensivt spil. Der er også lidt kampe fra udlandet, men ingen af dem er specielt interessante.
Dagens fodbold begynder i Hobro, hvor Silkeborg er på besøg. Det er mødet mellem de to oprykkere, hvor det er Hobro der har klaret sig bedst, men på en lidt kedelig taktik i efteråret, der dog gav point. Hobro har så godt som sikret sig en sæson mere i den bedste række. To sejre mere, og den er hjemme. Hobro ligger nummer 7 med 30 point, og en score på 27-29. Hobro har gjort det rimeligt i foråret med 3 sejre, 2 nederlag og en score på 3-4. Fint nok med tre sejre, men noget forbandet svineri kun at score tre mål – de skulle skamme sig. Vi tilskuere vil underholdes og se mål. Trænerne skal passe på med ikke at dræbe fodbolden. De skal til at træne noget mere offensivt spil, men måske er trænerne ikke dygtige nok. I sidste runde tabte Hobro ude med 3-0 til FCM. De er noget handicappede, hvis de ikke når at få Antipas klar til kampen. Hobro bør kunne vinde kampen, men ikke uden besvær. Silkeborg har gjort det godt i foråret med 2 sejre, 1 uafgjorte, 2 nederlag og en score på 9-8. De er dog sikkert kommet lidt for sent i omdrejninger. De ligger stadig sidst med 11 point og en score på 17-34. Otte sejre mere, og de er næste sikret endnu en sæson i den bedste række, men den tror jeg ikke på. I sidste runde blev det til 2-2 hjemme mod FCN. Den talentfulde Scheel er tvivlsom til kampen. Det bliver nok ikke den mest målrige kamp. I sæsonens to første opgør har Hobro vundet 1, og en er endt uafgjort. Samlet score i de to kampe er på 3-2, og det er ikke imponerende. Bedste odds på Hobro er 2,30, uafgjort 3,35, og også 3,35 på Silkeborg. Fine odds, men ikke en kamp jeg vil spille på. Måske ender den uafgjort. Se den på Canal 8 fra kl. 17.
Dagens mest interessante kamp er mellem Esbjerg og FCM. Det er ikke nemt at være træner Niels i Esbjerg, da der er tyndet godt i den ellers udmærkede trup han havde i starten af sæsonen, men der er kommet penge i kassen. Esbjerg fik dog en sejr på kontoen, da de ude fortjent vandt med 2-0 over OB. Esbjerg ligger nummer 9 med 26 point og en score på 29-27. I foråret er det blevet til 2 sejre, 3 nederlag og en score på 6-8, hvilket ikke er imponerende. Esbjerg skal se at få flere point på kontoen, for de er slet ikke sikret en ny sæson i den bedste række – endnu. Tre sejre mere, så er den sikkert hjemme. Esbjerg må undvære Rise og Knudsen, mens Mikkel Vestergaard er tilbage efter sin skade. Trist at Rise har så skrøbelig en fysik. Esbjergs chance for en sejr, er at træner Riddersholm finder på en af sine genistreger, som viser sig ikke at være så geniale. FCM har gjort det godt i foråret med 4 sejre, 1 uafgjort og en score på 12-2. FCM ligger nummer et med 53 point og en score på 46-20. FCM må undvære Sisto og Duncan, men det betyder ikke så meget, da ulvene har en bred trup. Bak har været slem, og er ude med karantæne. FCM vandt deres sidste kamp med 3-0 hjemme over Hobro. Ude er FCM rimelige med 5 sejre, 2 uafgjorte, 3 nederlag og en score på 17-14. Det er ikke imponerende, men der er ikke ret mange hold i Superligaen der er. FCM vandt de to første opgør med 3-0 og 2-0, og bør kunne vinde den tredje kamp, uden alt for meget sved på panden. Bedste odds på Esbjerg er 3,35, uafgjort 3,40, og 2,30 på FCM. Igen fine odds, så måske en tier på FCM. Kampen kan du se på Canal 9 fra kl. 19.
I morgen kommer der også to kampe fra Superligaen.
Kommentarer
Dagens fodbold 5-4 — Ingen kommentarer
HTML tags allowed in your comment: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>