Status over Superligaen efter 7 runder
Så fik vi spillet 7. runde færdig, så vi må hellere kigge lidt på, hvordan holdene har klaret sig i den bedste række. FCK og Randers mangler stadig at spile en kamp fra 1. runde. Den afvikles 16-9 kl. 18:30.
Superligaen er begyndt ret så godt, og der er blevet scoret en del mål, men det bal er ved at være forbi, for i 7. runde blev der kun scoret ti mål, og det giver et snit på 1.67 mål pr. kamp, og det er ganske enkelt for dårligt. Lad os se på stillingen og hvordan holdene klarer sig.
Superligaen føres af FCM med 17 point, og en score på 10-2. Ti mål i syv kampe, er ikke imponerende, men det er, at der kun er gået 2 mål ind. Det er som om, at FCM spiller med håndbremsen trukket, og det er lidt synd. Træner Thorup gør det rimeligt, hvilket ikke kan forbavse nogle, da han har en kanon god trup. Gad vide, hvor mange der er tilbage efter den 1-9. I det hele taget fatter jeg ikke, at man har ansat Thorup, der burde være en del andre at vælge imellem, men klubben var måske desperate til sidst, og ansatte derfor Thorup. Med eller uden ham, er FCM en seriøs kandidat til at genvinde mesterskabet, hvis de ellers kan holde på truppen. I næste runde møder FCM Brøndby ude.
Nummer to er noget overraskende SønderjyskE med 12 point, og ikke nok med det, så er de det mest scorende hold i Superligaen med 13 mål, og det er godkendt. Der er kommet ny træner i klubben, og det har gjort underværker. De er sikkert godt tilfredse med, at de endelig slap af med træner Lars, som nu er i AaB – utroligt at de ansatte ham. De ender nok alligevel i bunden som de plejer, men de kommer sikkert ikke i fare for nedrykning, da der kun skal en ned i denne sæson. Lad os nu se, om sønderjyderne kan holde dampen oppe. De møder i næste runde Randers, og det er et vaskeægte topopgør.
For Randers ligger nummer 3 med 10 point, men de mangler at spille en kamp. de har også scoret 13 mål, hvoraf Lundberg har scoret 7, så måske er det sæsonen, hvor svenskeren slår igennem. Fint nok at han scorer mål, men det er ikke så godt, at de tre som scorer flest mål, er spillere fra udlandet. Det viser, at vi i Danmark ikke gør nok ud af at skole angribere. De har det for det meste vanskeligt, når de kommer til udlandet. Randers har gjort det godt her i starten af sæsonen, men de har det med at gå lidt ned på et tidspunkt, og det er der ikke råd til i en jævnbyrdig turnering. Randers møder i næste runde SønderjyskE, og det bør blive en spændende kamp.
Nummer fire er Brøndby med 10 point, de er endelig kommet lidt i gang, efter en rædselsfuld start på sæsonen. De er endelig ved at finde spillet, og det er derfor sikkert godt at de ikke skal ud at spille europæiske kampe. Jeg tror, at det var heldigt for træner Frank, at de begyndte at vinde lidt kampe, efter det store nederlag i Grækenland. Det er ghodt for BIF at de har fået gang i finske Pukki. Der er noteret for 5 mål. BIF har ikke imponeret mig, det er som om, de stadig leder efter spillet, og det tror jeg desværre ikke de finder med træner Frank. De er topkamp i Brøndby, da FCM kommer på besøg i næste runde.
Nummer fem er AaB med også 10 point, og en score på 11-10. AaB er noget svingende, men de har fået ny træner, efter at træner Kent rejste til Odense. Træner Lars er efter min mening, ikke det rigtige valg for en klub som AaB. Han kan kun overraske mig, da han ikke har bevist noget som helst, undtagen at sætte et mandskab op til overlevelse, og det er ikke det AaB har brug for. De vil jo gerne være med i toppen af dansk fodbold, men det får de nok svært ved i denne sæson. De må sikkert nøjes med en midterplads, med mindre de endelig får gang i Helenius, men det ser ikke sådan ud for den lange nordjyde. AaB møder FCK ude i næste runde.
På 6. pladsen finder vi oprykkerne fra AGF med 10 point og en score på 11-10. AGF har overrasket alt og alle. De spiller nemlig fodbold, hvilket en del andre klubber kunne lære en del af. jeg har set dem spille to gange i denne sæson, og jeg er blevet godt underholdt begge gange. Normalt er jeg ikke vild med Aarhus klubben, men det er jeg nu. Jeg er ikke fan af AGF, men af den måde de spiller fodbold på. de mangler bare at vinde nogle flere kampe, frem for at spille dem uafgjort. De har nemlig spillet 4 uafgjort, og kun vundet 2. De kan jo passende besejre Hobro ude i næste runde, så vi kan få sendt dem ud af Superligaen.
Nummer syv er OB med 10 point og en score på 11-12. De har gjort det rimeligt, men defensiven er ikke alt for god. Det skal der gøres noget ved, for ellers ender OB i bunden igen. De har solgt en stopper, så der skal købes lidt ind. Jeg er spændt på, om OB sælger Falk og Emil, for de har kun et år tilbage af deres kontrakter, så enten skal de videre, hvilket jeg håber for dem, ellers så skal de forlænge. Det er et stort plus for OB, at de har fået en god træner, men der går lige lidt tid inden han får sat skik på OB. Træner Kent skal nok få OB tilbage i toppen af danske fodbold igen. OB skal til Esbjerg i næste runde, og burde kunne rejse hjem med alle tre point.
Nummer otte er FCK med 9 point og en score på 8-6. Det skal bemærkes at de kun har spillet 6 kampe, men alligevel tales der om krise i FCK. De scorer ikke nok mål, så derfor er det logisk at man udlejede Pourie. Nu har man to store bøfler fremme i angrebet. Det er som om at Ståle har mistet det store overblik. Han har muligvis været en udmærket træner, men han har nu ikke bevist det helt store gennem nogle år. Det er ved at tiden, at FCK finder en bedre manager. FCK spiller nemlig ikke ret godt fodbold, så ud med Ståle. FCK får besøg af AaB, hvor der skal en sejr hives hjem, for ellers ser det sort ud for Ståle.
Nummer ni er Viborg med 8 point og en score på 5-10. Det er kun Hobro der har scoret mindre end Viborg, og hvis ikke de får lavet nogle flere mål, kan den nemt stå på 1. division i næste sæson. Viborg hyrede, af uforståelige grunde træner Mølby, og han er ikke kendt for at få sine hold til at score alt for mange mål. Da han havde Horsens var det også scoren der sendte dem ned i 1. division. Viborg kommer med en stor fysik, men det er altså ikke nok, hvilket træner Mølby burde havde erfaret. Viborg ender sikkert i den tunge ende af Superligaen, og kommer til at kæmpe med Hobro om nedrykningen. De får besøg af FCN i næste runde.
Nummer ti er FCN med 7 point og en score på 7-12. FCN er der hvor de hører hjemme, og det er i bunden. De har for svag en trup, og mangler en god spiller i hver kæde. Også i FCN er der en træner, der helt sikkert ikke hører til i Superligaen. Der er ikke blevet købt det helt vilde ind, men Runje er af uforklarlige årsager sendt på et lejeophold, hvilket er lidt ulogisk, da man har brug for stærke folk i defensiven, for den er ikke imponerende. FCN er sikker på en bundplacering i denne sæson. De møder Viborg i næste runde, og den kamp ender sikkert uden vinder.
Nummer 11 er Esbjerg med 6 point og en score på 6-11. Klubben fyrede træner Niels, da resultaterne udeblev, hvilket ikke burde komme bag på nogle. Når man sælger alle de gode spillere, kan man ikke forvente gode resultater. Det var nok ikke træneren der skulle fyres, men dem der sælger spillerne. Esbjerg må have en fyldt pengekasse, for der bliver ikke købt meget ind. De har dog hentet Bille til angrebet, men han har endnu ikke scoret. Det kommer nok. Han burde bænkes, og i stedet bruge van Burenm for han ved hvor målet står. Desuden virker hollænderen mere seriøs. Esbjerg får besøg af OB i næste runde, og det bliver ikke nogen let kamp.
Nummer 12 og sidst er sidste sæsons store overraskelse Hobro med 4 point og en score på 4-13. De har også solgt ud af de bærende kræfter, og nu går det kun en vej, og det er retur til 1. division, hvor de hører hjemme. Truppen er ikke til andet, og det defensive spillekoncept hører mere hjemme i Norge. Det er skidt for dansk fodbold, at vi ikke er mere offensivt orienterede. Der skal arbejdes med det offensive spil, for uden det kommer vi ikke langt i de europæiske turneringer. Lad os nu håbe på at Hobro rykker ned, med mindre de begynder at spille fodbold i Hobro, men det gør de sikkert ikke med træner Jonas. Hobro skal i næste runde have tæv af AGF.
Jeg har ikke uddelt nogle sæbehandsker endnu, men det skal nok komme, da AGF målmand Rasmussen er tilbage i Superligaen, og han er altid god for et drop. Han har et højt topniveau og et lavt bundniveau. Hvis AGF vil med i toppen af Superligaen, så skal de have en bedre målmand.
Rundens hold må du også vente lidt med.
Rundernes skuffelse er helt sikkert FCK. De køber og køber, men uden den store succes.
Rundernes overraskelse er at SønderjyskE er nummer to i Superligaen, men der er de ikke, når sæsonen slutter.
Og så kan vi glæde os over at mål gennemsnittet er 2,71 pr kamp, men det holder sikkert heller ikke resten af sæsonen. Lad os dog håbe på spændende kampe, og god underholdning.
Kommentarer
Status over Superligaen efter 7 runder — Ingen kommentarer
HTML tags allowed in your comment: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>