FCK på sommerferie
FC København mod Esbjerg fB
Jeg havde forventet et brag af en kamp mellem de to nykårede mestre, men sådan skulle det ikke gå.
FCK var ikke på banen i 1. halvleg. De virkede som om de var gået på ferie, mens Esbjerg på trods af en kamp i torsdags virkede friskere, og var FCK overlegne på alle pladser, så derfor var det fortjent at Esbjerg kom foran i det 20. minut på et fremragende mål af Peter Ankersen. Det skal nævnes at ved Ankersens mål gjorde FCK’s forsvar just ikke meget væsen af sig, hvilket det nu ikke gjorde i hele kampen. Elendige afleveringer, ingen returløb og ingen kampgejst gennem hele kampen. FCK lignede ikke danske mestre, men nærmere en nedrykningkandidat. Hvis moralen ikke er bedre, hvordan skal det så gå i ChL?
Esbjerg fortsatte med det gode spil i 2, halvleg, mens FCK spillede lidt bedre, men stadig ikke godt nok – for mange upræcise afleveringer og tæmninger. Selv de trofaste FCK fans begyndte at pifte af deres dårligt spillende helte.
Det var derfor fortjent at Esbjerg bragte sig foran 2-0 på et mål af Martin Braithwaite, efter et godt gennemspillet angreb.
FCK skal vise bedre spil, og få hævet deres bundniveau, da det er uhyggeligt lavt. Håber at spillerne får en tilpas ”balle”.