FCK handlingslammet
Tabellen lyver aldrig
FCK spillede her sidst på eftermiddagen mod Randers FC i Parken. Løverne begyndte godt med effektivt pres, og tilspillede sig flere gode chancer, og det var derfor ikke ufortjent at de bragte sig foran med 1-0 på et flot hovedstødsmål i det 24. minut. Målscorer en velspillende Thomas Delaney. Så troede jeg at mestrene igen var på rette kurs, men sådan skulle det ikke gå, for den farlige Ronnie Schwartz udlignede på en omstilling i det 35. minut. Stillingen ved pausen var 1-1, hvilket var ufortjent. Medierne er allerede begyndt at tale om Schwartz, men det kommer ikke til at ske, da den gode Ronnie spiller fuld tid og scorer mål, og det er just ikke den type spillere Morten Olsen anvender.
Jeg troede at løverne ville komme med 120 km i timen i 2. halvleg, men det gjorde de ikke. I stedet var det jyderne der overtog mere og mere af spillet, og i perioder pressede FCK godt tilbage på banen. Det var helt i orden at Jonas Borring scorede på et godt placeret hovedstød til 1-2 i det 75. minut. Randers bankede det sidste søm i kisten på endnu et hovedstød i det 79. minut, målscorer Nicolai Brock-Madsen. FCK formåede ikke at svare igen på Randers gode spil, og indkasserede endnu et nederlag, helt fortjent.
Og årsagerne?? Det kan altså ikke kun være salget af Cornelius, da der også var store problemer med spillet i forårets kampe, hvor det kun blev til 4 sejre og 6 uafgjorte i 13 kampe. At det ikke har gjort det bedre med salget af Cornelius er da helt sikkert. Det virker som om ledelsen i FCK er totalt handlingslammede, for der skal altså til at ske noget meget snart, hvis FCK ikke skal ende som bundhold. Jeg mener at der skal kigges på sportschef og træner, da de tilsyneladende ikke er i stand til at løfte opgaven. Spillet fungerer ganske enkelt ikke, og har ikke gjort det længe, det er ganske enkelt for langsomt og ikke direkte nok. FCK skal dog have den ros, at de spillede rimeligt indtil Randers udlignede, men mentalt er de helt nede.
Og tabellen lyver aldrig, hvilket FCK med al tydelighed beviste i dag, der spiller og er mentalt et bundhold.
