Farvel Spanien
Spanien vs Chile
Farvel til de spanske verdensmestre, hvilket er noget af en overraskelse, men ikke ufortjent.
Chile begyndte som lyn og torden, og der gik ikke mange sekunder, før det spanske forsvar sejlede. Spanierne virkede alt andet end sikre. Det tydede ikke godt for spanierne, for de kunne ikke få gang i de sædvanlige flydende kombinationer.
Spanierne fik dog efterhånden, som kampen skred frem, bedre styr over spillet. De fik da også spillet sig frem til et par, specielt en, hvor Alonso var helt fri foran mål, men brændte på målmand Bravo.
Så skete der det der ikke måtte ske for spanierne. De tabte bolden på midten af banen, og chilenerne fik en hurtig omstilling i det 20. minut, hvor Vargas gjorde det 1-0. Lidt ufortjent, men spanierne lavede for mange fejl i denne periode, specielt Alonso og Costa var de store syndere. Spanierne var rystede.
Spanierne prøvede dog med et højere tempo, men der var stadig for mange boldtab og dårligere pasninger. Igen en skuffende spansk indsats. Jeg fatter ikke, hvorfor Costa absolut skal være med fra starten, specielt mod de hurtige chilenere.
Chile fik et frispark lige uden for feltet, Casillas boksede bolden ud til Aranguiz, som scorede sikkert i det 43. minut til 2-0. Nu så det for alvor mere end svært ud for de spanske verdensmestre.
En fortjent chilensk føring, måske et mål for stort. Spanierne havde ikke meget at byde på, og det lignede et spansk exit fra VM.
2. halvleg
Spanierne begyndte med et godt pres, og fik tilspillet sig en kæmpe chance, som Costa brændte på Bravo. Ud med den fyr, og sæt Villa på banen.
I det 53. minut fik spanierne endnu en kæmpe chance, men Sergio formåede at skyde bolden forbi mål, hvilket var noget af en præstation.
Så kom Torres på banen i stedet for Costa, hvilket var en genistreg, altså at udskifte den ene fuser med den anden – tåbeligt. Torres har just ikke haft den bedste sæson. Trist at se et gammelt storhold gå ned med flaget. Nu skal der et generationsskifte til.
Spanierne pressede videre, men uden at få det store ud af det. De fik skabt nogle gode chancer, men den fornødne skarphed manglede. Der blev trillet for meget. Sørgeligt med en score på 1-7 efter 2 kampe. En elendig indsats gennem to kampe. øvvvv – for os der ellers har været vilde med den spanske måde at spille fodbold på.
Chile var ganske enkelt en eller to klasser bedre end spanierne, og bliver spændende at følge i deres videre færd. Håber de bliver nummer et i puljen, så de undgår Brasilien.
Kommentarer
Farvel Spanien — Ingen kommentarer
HTML tags allowed in your comment: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>