Dagens fodbold 29-10
Dagens fodbold kigger lidt på de sidste to kampe fra DBU Pokalen, og håber de bliver lige så gode, som de to jeg så i aftes. Her var det tæt på to sejre af 1. divisions mandskaber, men der kom kun den ene overraskelse, og det var nederlaget til FCM mod Roskilde. Træner Thorup beviste atter sin manglende taktiske formåen, på trods af den brede trup han har. Håber han er billig i løn, for de har vel ikke taget ham pga. af de taktiske evner, og hans formåen til at sætte holdet op mod modstanderne? Det er det samme problem med AaB, der også har ansat en træner jeg heller ikke har den store fidus til. AaB var heldige med at gå videre mod Lyngby, der med lidt held, burde have scoret fire eller fem mål. AaB har en yderst mangelfuld defensiv. Nå men nok om træner med et manglende talent eller videre til en mere af mine hadetrænere, nemlig Ove P, der nu skal spolere spillere i Fredericia, der får besøg af FCK. Den anden kamp er mellem HB Køge og Brøndby.
Vi begynder i Fredericia, hvor det er Ove P der regerer, hvilket er trist for fodbolden. Lad os nu håber på at han ikke rykker op med Fredericia. De er ellers med i kampen om oprykning, men lad os håbe på det ikke lykkes for dem. De mangler også faciliteterne til Superligaen. Fredericia er nummer 4 med 23 point og en score på 18-11. Hjemme er de stærke, hvor det er blevet til 11 point i seks kampe, og en score på 9-3. Typisk Ove P – der må helst ikke scores for mange mål. I sidste runde vandt de med 2-1 ude over Skive, men det er sikkert forskel på Skive og FCK. Fredericia vil sikkert stile sig dybt, og leve på omstillinger. Lad os nu håbe på at FCK tager kampen seriøs, og basker Fredericia stort. FCK er uden Santander, der er ude med en lille skade, men det burde ikke være noget problem at slå Fredericia alligevel. FCK er nummer et i Superligaen, og den 1. plads slipper de sikkert ikke, for de bliver sikkert mestre. Der er ikke andre klubber i Superligaen der kan matche dem, hvis de ellers undgår alt for mange skader. Verbic og Nilsson er også ude med skader. I sidste runde blev det til en 2-1 sejr ude over SønderjyskE, så der blev tanket selvtillid mod en vanskelig modstander. FCK skal passe på med ikke at undervurdere Fredericia, for ellers kan det gå galt for dem, men det regner jeg ikke med. Bedste odds på Fredericia er 11,00, uafgjort 5,00, mens bedste på FCK er 1,32. Kampen kan du se på 3+ fra 18:15.
Den anden kamp kan du også se på 3+, og det er fra 20:45. Det er opgøret mellem HB Køge og Brøndby. HB Køge ligger nummer 8 i 1. division med 15 point og en score på 9-15, hvilket ikke er imponerende. De kommer nok til at kæmpe om overlevelse, med mindre de kommer lidt i gang med at score lidt flere mål. Køge er heller ikke imponerende hjemme, hvor det er blevet til 10 point i syv kampe og en score på 8-9. I sidste runde tabte de hjemme til Horsens med 1-0, så der fik de ikke tanket selvtillid. Det bliver svært mod Brøndby, der fik tanket op med selvtillid, da FCM blev basket med 2-1. Brøndby arbejder sig stille og roligt op gennem tabellen, men om de når højere end en 3. plads, er nok tvivlsomt. Der er lidt mangler i truppen, men det er fedt, at de stiller med unge spillere, for det er vejen frem, men det giver måske ikke topplaceringer. Det er vi meget klogere på nogle måneder inde i det nye år. Derfor skal man tage pokalen alvorligt, for det er en let adgang til europæiske kampe, som kan give lidt penge i kassen, og det har Brøndby mere end brug for. Brøndby bør kunne vinde kampen uden det store besvær. Bedste odds på Køge er 7,50, uafgjort 4,30, mens bedste på Brøndby er 1,50.
I morgen kan du se en almindelig kamp fra Superligaen.