Dagens fodbold 24-10
Dagens fodbold kigger lidt på to af de kampe der spilles i dag, men fortrinsvis på bundopgøret mellem Viborg og Esbjerg fra den danske Superliga. Samtidigt er der topopgør fra La Liga mellem Celta Vigo og Real Madrid.
Vi begynder i Viborg, hvor Esbjerg er på besøg. Viborg er nummer 11 med 11 point og en score 6-16, men sådan går det, når man ansætter en træner, der tilsyneladende intet aner om offensiv fodbold. Da han rykkede ned med AC Horsens, havde træner Mølby også glemt, hvad fodbold handler om, nemlig at score mål. Det er ikke nok at havde en flok veltrænede spillere, der er dygtige til at forsvare, der skal altså også angribes og scores mål. Der er intet galt med Viborgs trup, men noget galt med træner Mølbys fodboldfilosofi. 6 mål i 12 kampe er skandaløst dårligt, og jeg håber de rykker ned. Noget kunne tyde på det kommer til at ske, specielt, hvis Hobro har tænkt sig at vinde kampe. Sidst Viborg vandt en kamp, var over AaB med 1-0, og det var noget heldigt, men flot de scorede et mål. Det er ikke fordi Viborg har mange skader, men en god spiller er ude, og det er Jeroen Veldmate, der er ude i nogle uger. Viborg skal have point, for ellers ser det sort ud for træner Mølby & Co. Viborg bør overveje at fyre ham inden vinterpausen, så de kan nå at få den nye træners ideer ført ud i livet. Esbjerg har en ny træner, der heller ikke er meget for at spille alt for offensivt, men det kommer han ikke udenom, da Esbjerg har en elendig defensiv. De har til gengæld en rimelig god offensiv, men de har ikke brugt den alt for meget. Esbjerg ligger nummer 10 med 11 point og en score på 14-20. Esbjerg har atter en del skader. De er bl.a. uden Laursen og Almebäck, så der skal spilles offensivt. Lyng er tilbage i træning efter sin lyskenskade, men han bliver nok snart skadet igen. Esbjerg tabte i sidste runde med 2-1 hjemme til AaB. De skal have en sejr, for de har fem point op til nummer 9 FCN. Jeg er noget spændt på, hvordan træner Jonas tackler opgaven mod Viborg. Sæsonens først kamp endte med en Viborg sejr på 2-1, hvilket var noget heldigt, og da havde træner Mølby endnu ikke nået at indføre sine ideer på holdet. Det bliver sikkert atter en lige kamp. Bedste odds på Viborg er 2,75, uafgjort 3,40, mens bedste på Esbjerg er 2,82. Fine odds, så måske en tier på Esbjerg? Se kampen på 3 Sport 1 fra kl. 16.
Samtidig spilles der topkamp i La Liga mellem Celta Vigo og Real Madrid. Celta Vigo ligger nummer to med 18 point og en score på 17-8,og er ubesejrede. Det samme er Real Madrid på første pladsen. De har også 18 point, men deres score er på 18-2. Begge mandskaber har spillet 8 kampe. Jeg tvivler på, at Celta ligger i den absolutte top, når sæsonen er slut, men det gør Real Madrid, der sikkert stikker af med mesterskabet. Celta har ikke mange skader, men det har Real Madrid, og det er stjerner der er ude ned skader, hvilket vi kunne se mod PSG, hvor Real Madrid ikke imponerede. Sidst Real Madrid var på besøg i Vigo, vandt de med 4-2 – kan de gøre det igen? Bedste odds på Celta Vigo er 3,90, uafgjort 3,90, og 1,91 på Real Madrid. Kampen kan du se på 3 Sport 2 fra kl. 16.
Der kommer også lidt guf i morgen, hvor du bl.a. kan se opgøret mellem Man U og Man C. Der er også en spændende kamp fra Superligaen, og den er mellem Brøndby og FCM.