Farvel VM
Danmark mod Italien
Danmark har fået en tidlig julegave fra Armenien, som besejrede Bulgarien, så nu er det op til Olsens drenge, om de vil med til VM eller ej.
1. halvleg
Danskerne begyndte med et godt pres, men italienerne overtog efterhånden mere af spillet, og spillede bolden fornuftgigt rundt. Danskerne formåede ikke at skabe chancer, mens italienerne havde en ½ chance, som forsvaret klarede. Det tætteste var et frispark fra Eriksen, som lige sneg sig forbi stolpen. Der var en del boldtab, og det udnyttede italienerne i det 28. minut, hvor de bragte dig foran med 1-0, på et flot mål af Osvaldo. Derefter lukkede italienerne helt ned med klasse forsvarsspil. På trods af at danskerne havde bolden meget, havde italienerne kontrol over kampen, og lå og lurede på omstillinger. De danske kanter blev også dygtigt lukket ned med dobbelt markeringer. Jeg skulle lige til at brokke mig over den uskarpe og rustne Bendtner, men så i det 45. minut udlignede Bendtner til 1-1. Så kom der liv i Parken igen.
Ellers var det danske spil langsomt, og der var for mange boldtab. Der manglede også genpres fra holdet. Der blev altså også givet for meget plads på midtbanen, og det kan blive fatalt i 2. halvleg. Der skal mere fart over feltet, og spilles mere direkte.
2. halvleg
Braithwaite, som havde spillet en skuffende 1. halvleg, blev udskifet med Emil Larsen fra halvlegens begyndelse. Der var stadig mange boldtab, og italienerne skabte flere farlige situationer. I det 55. minut sparkede Eriksen et frispark på stolpen, den dreng har altså en gudsbenådet sparketeknik.
Så blev der ellers presset på fra danskernes side, og efter et hjørnespark stod stolpen atter i vejen, efter et godt skud fra Bjelland. Der blev vist godt dansk spil i denne periode, det bedste jeg har set længe fra et dansk landshold. Helt fortjent var det igen den fortabte søn, Bendtner der på hovedstød bragte Danmark foran med 2-1, på genialt opspil af Eriksen og Krohn-Dehli.
Så var det italienernes tur til at presse på, og sætte tempo, og i overtiden fik italienerne udlignet til 2-2, på mål af Aquilani i overtiden, øvvvvvv. Surt, men det var mod en god modstander.
Nu ser det mere end svært ud, og vi må nok indse at VM er meget langt væk. Det var dog den bedste præstation fra et dansk landshold i lang tid. Og så til Bendtner, scorede to mål med hovedet, og det er just ikke hovedet han har brugt mest i den sidste tid. Efter min mening var der ingen af spillerne der faldt igennem, alle præsterede deres bedste. Men alligevel et stort øv.
