Fodbold transfers
Der var gang i en del transfers indtil det sidste, og der var jo et par stykker som vi fulgte med en vis interesse.
Superligaens klubber har fået tilført nogle nye spillere, så de står bedre rustet til, hvad der ser ud til at blive en jævnbyrdig sæson. FCN fik kløerne i Joshua John, som er en klar forstærkelse af offensiven, de havde nok mest for en nede i forsvaret, og FCK og Brøndby fik fat i gode forstærkelser til truppen. OB har også hentet et par spillere.
Det var nok mest Christian Eriksen vi alle ventede på, om han fandt en interessant klub, hvilket han måske gjorde, da han valgte Tottenham. Jeg havde håbet at han havde vendt blikket mod Sydeuropa i stedet. En klub som Barcelona eller Milan havde været bedre for den danske superteknikker. Premier League er helt sikkert verdens hårdeste liga, hvor der spillet hårdt specielt på midtbanen. Jeg tror ikke den sympatiske dansker holder til det i længden, men vi får se, han er jo stadig ung.
En anden dansker med et uforløst talent på fodboldbanen, men et kæmpetalent på diverse barer og natklubber, skete der intet med. Han har været ude med forklaringer om at han ikke måtte rejse, men men men….. Den gode Bendtner, som kan spille fodbold, krukkede for meget. Han havde mange valgmuligheder, men forlangte en alt for høj løn for en spiller, der ikke har været meget på banen de sidste par år. Han er helt klart offer for dårlig rådgivning, og har et oppustet ego. Nu kan han så vente et ½ år igen, og se om der er nogen der overhovedet gider byde på ham. Han må se at stramme ballerne, fyre rådgiverne, og se at komme i form, så han i det mindste kan komme på Arsenals bænk. Han skal nu også se at tilbringe mere tid på træningsbanen end på værtshuse. Han ser efterhånden også lidt kvabset ud af en topspiller, som han tror han er.
Ud over de danske klubbers ageren, var der gang i millionerne hos de store klubber i Europa. Ikke mindst Gareth Bale handel til 100 millioner €, som er fuldstændigt vanvittigt. Dette er også faldet mange for brystet i det kriseramte Spanien, da også Real Madrid har en kæmpe skattegæld til staten.
Vi kunne da godt bruge lidt flere penge i Superligaen, så vi kunne holde på lidt flere af de unge dygtige spillere, men der er ikke nok tilskuere i vort lille land. Der er vel kun FCK som kan trække nok tilskuere. Selv i byer som Aalborg, Aarhus og Odense kommer der sjælden over en 8-10000 tilskuere, hvilket er for dårligt, på trods af at superligaen ikke er så ringe. Der er ikke mange ligaer som har et målgennemsnit på 4, som vi havde i sidste runde. Så se at kom ud at se lidt godt fodbold.
